Vegansk fars, nuggets, is og noget der ligner bacon og pølse. Man kunne blive ved. Udbuddet af veganske fødevarer er for alvor eksploderet i de seneste par år. Men hvad skyldes det egentlig? Og hvad er fordelene og ulemperne ved disse produkter? Det forsøger vi at svare på her.
Hvad vil det sige at spise vegansk?
Før vi for alvor begynder at gå i dybden med veganske fødevarer, er det måske på sin plads lige at beskrive, hvad det i virkeligheden vil sige at spise vegansk.
Veganske fødevarer er egentlig et ret bredt begreb og dækker over mange ting. Når vi taler om veganske produkter, mener vi i denne sammenhæng veganske alternativer til animalske fødevarer. Det vil i denne sammenhæng sige den veganske pendant til mælk, ost, kødpålæg og kødprodukter. Når man spiser vegansk, må fødevarerne man spiser nemlig ikke bestå af dyr i nogen sammenhænge. Det gælder kødet, men i ligeså høj grad også mælken, som koen producerer, eller æggene som hønen lægger.
Den bevidste forbruger
Hvilke fødevarer vi hver især indtager kan være meget forskellige. Nogle vælger fødevarer baseret på pris, andre fordi de synes, at det smager godt. Vores valg kan bunde i mange forskellige ting, hvor også de ernæringsmæssige behov og ens menneskelige værdier, kan spille ind. Særligt når det kommer til valget af veganske fødevarer, ses det, at det er folks menneskelige værdier, der vejer tungt, når de står i supermarkederne. Det kan være ud fra ønsket om at:
- Skåne miljøet og klimaet
- Skåne dyrene
- Højne egen sundhed
Bevidstheden omkring egne værdier har de seneste år været stigende. Med digitaliseringen er det blevet lettere end nogensinde at tilgå og opsøge information. Men bevidstheden gør os ikke kun klogere, den er også med til at virke identitetsskabende, og det er en af de afgørende faktorere for, hvorvidt du kommer hjem fra supermarkedet med produkter, som du kan stå inde for, og som matcher netop dine værdier. Her kan du læse mere om Mad og Drikke i Det Digitale Samfund.
Din sundhed er vigtig
En undersøgelse fra 2018, lavet af Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening, anslår, at omkring 140.000 personer lever som vegetarer i Danmark. Det svarer til cirka 2,4 procent af hele befolkningen. Det er svært at finde tal på, nøjagtig hvor mange veganere der findes i Danmark, men Dansk vegetarisk forening anslår, at det cirka er 20-30% af vegetarerne, som udelukkende spiser vegansk mad.
Ser du blot nogle år tilbage, så tallene helt anderledes ud. Dengang var fokusset på sundhed, og i særdeleshed værdier, ikke nær så stort. For ikke at nævne, at fokusset lå et helt andet sted, når man snakkede om sund livsstil.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at sundhed går hånd i hånd med en varieret kost, men faktisk er det heldigvis også sådan, at der er en god overensstemmelse mellem en klimavenlig kost og de officielle anbefalinger.